Her kommer en oversigt over de mest almindelige tegn på stress. De øverste tegn, i det røde område i lyskurven, er de værste. Det er hér, at du skal reagere - få hjælp til at håndtere din stress.
Når du har været meget presset i lang tid, vil du sikkert opleve de røde stresstegn. I denne gruppe er også de tegn, som kun DU kender - forværring af nogle lidelser, som du kun har, når du er presset. Det er meget individuelt hvad man oplever, men forværring af eksem, migræne, muskelspændinger, mad man pludselig ikke tåler mv. er ofte nævnt.
Vi havner i det gule felt i lyskurven, når vi i længere tid har været presset. Typisk i en periode, hvor der både har været meget på jobbet - og meget derhjemme. Eller der er sket drastiske ændringer i dit liv, som du har det rigtigt svært med. Kroppen kalder på ro, men når du skal sove, vågner du flere gange i løbet af natten - eller bare alt for tidligt.
Her skal du overveje at få hjælp, det er meget lettere at komme tilbage til dit normale overskud, når du ikke bliver yderligere stresset.
Vi kender det allesammen. Der venter en opgave forude, som er stor eller fremmed. Det kan være, at du skal præstere en tale på job, stå i spidsen for opgaver som bliver svære. Eller du privat er meget optaget af en stor familiefest, og nu er det lige op over!
De grønne stresstegn skal helst forsvinde, når den store opgave er overstået.
Grøn stress (adrenalin i kroppen) er med til at forberede kroppen på en ekstra præstation, hvilket kan være positivt.